" Ordenen tilstræber, gennem sin lære, at hjælpe Dem gennem livet og give Dem en livsholdning, De kan tage med Dem ud i dagligdagen "

Broderloge nr. 105, H.P. Hansen - kort fortalt

Broderloge nr. 105 - H. P. Hansen, Herning blev stiftet den 23. september 1978. 
I efteråret 2013 var medlemstallet 84, og vi udgør et bredt udsnit af den danske befolkning - både erhvervs- og aldersmæssigt.

Broderloge nr. 45 Enrico Dalgas, Herning er vor moderloge, og i forbindelse med institueringen i 1978, overrakte broder overmester Bo Jespersen, på vegne af broderloge nr. 45 Enrico Dalgas, en gammel spinderok.

Spinderokken er et vigtigt symbol for udviklingen på en fordums hedeegn, idet rokkens produkt var grundlaget for hedens opdyrkning og Herningegnens tekstilindustri, som logens navngiver H. P. Hansen nøje har beskrevet i sin folkemindesamling.
Spinderokken er en central del af vores segl, som ses yderst til venstre på denne side.

Hvert år markerer vi logens stiftelsesdag, den 23. september 1978.
På runde stiftelsesdage markerer vi dagen med uddeling til velgørende formål fra logens Faulenborgfond, der  er en arv fra afdøde broder Gunnar Faulenborg, som testamenterede sin formue til dette formål.

Vi er stolte af vor loge og glade for det arbejde der udføres. Det afspejler sig i det daglige ved de mange ældre som yngre brødre der udfører frivilligt arbejde, og det ses af logemødernes høje mødeprocent.

Vi har hjemsted i Ordensbygningen i Mindegade 10, Herning sammen med broderloge nr. 45 Enrico Dalgas samt  søsterloge nr. 27 Heden og søsterloge nr. 92 Stjernen.